Skab en high performance kultur og sænk dine medarbejderomkostninger

Dit teams’ performance er afgørende for din virksomheds succes. Det gælder både for jeres produktivitet, kundeloyaliteten, men også jeres medarbejderomkostninger. Det kan koste op til en hel årsløn, når du skal ansætte nyt talent. De medarbejderomkostninger kan din virksomhed reducere ved at skabe en high performance kultur.
Caroline GottschalckMarketing Coordinator
mandag den 16. september 2024
Læsetid: 4 minutter

Simployer har snakket med Monta Sir Benali, der er coach og konsulent i ledelse, udvikling af teams, virksomhedskultur og performance. I artiklen her deler han sin viden om forskellen på teams og high performance teams, samt hvordan en high performance kultur sænker din virksomheds medarbejderomkostninger.

Teams, der ikke performer

Når dine teams ikke performer som forventet, risikerer du at miste 23% af din profit, 10% af din kundeloyalitet og oplever et fald i medarbejderengagement.

- I teams, der ikke performer, vil der ofte være forsinkelser i leveringen til kunderne. Det gør selvsagt kunderne mindre tilfredse og projektet dyrere, fortæller Benali.

Men ofte vil det ikke kun være dyrt i det enkelte projekt. Der er nemlig også ofte en anden skjult omkostning, når projekter forsinkes.

- De dygtige medarbejdere forlader arbejdspladser, der hele tiden haler efter leverings-deadline til kunderne. Det er ikke sjovt at være en del af en arbejdsplads og et team, der ikke performer som aftalt - og slet ikke, hvis man selv har ligget vandret for at nå at levere sin del af arbejdet. Og det kan altså koste rigtig dyrt at skulle ud og finde nye kræfter til teamet, understreger Benali.

Læs også Medarbejderomsætning - en undervurderet omkostning

Udover at være dyrt, så kan det også blive en svær opgave. De dygtige medarbejdere tager nemlig den dårlige fortælling med sig ud i verden.

- Alle medarbejdere, eksisterende og tidligere, er med til at sprede ordet om jeres virksomhed og er derfor en del af jeres employer branding. Derfor er det vigtigt at overskriften på historien om jeres virksomhed ikke handler om konstante forsinkelser og utilfredse kunder, hvis I vil tiltrække nyt, ambitiøst talent, siger Benali.

High performance teams

Forskellen på teams og high performance teams er ikke til at tage fejl af, i følge Benali:

- Det, der kendetegner virksomheder med high performance teams, er, at de har medarbejdere, der er motiverede og engagerede. Og hvis vi kigger på tallene så har de 516% mere vækst, større fastholdelse af kunder, 30% mere innovation og 87% lavere medarbejderomsætning.

Det hele starter i virksomhedens kultur, der skal sætte rammerne for at skabe high performance teams.

- Det gælder den måde, I interagerer og snakker sammen på, og hvordan I samarbejder, når konflikter skal løses - f.eks. hvis et team ikke performer efter jeres målsætninger. Men det gælder også tonen. Når tonen i virksomheden er “man fejler ikke, man lærer”, så tør medarbejderne satse og teste nye ting, der skaber mere innovation og er med til at udvikle jeres service, fortæller Benali.

3 steps til at skabe en high performance kultur i din virksomhed


1. Udsend jævnligt trivselsmåling

Dine medarbejderes trivsel fortæller meget om dit teams performance.

- Start med at måle dine medarbejderes trivsel i en trivselsmåling og brug den data som kompas for, hvor du skal indføre tiltag. Målingerne bør udføres flere gange om året for løbende at kunne "mærke" medarbejdernes trivsel og reagere i tide. Et eksempel er, hvis salgstallene ikke lever op til målsætningen, så undersøg årsagen hertil. Er det motivationen, den er gal med, eller er det sygefraværet? Så sikrer du at arbejde med de parametre, der direkte bidrager til at øge salgstallene, anbefaler Benali.

2. Hold opfølgende samtaler

Supplér data fra din trivselsmåling med opfølgende samtaler, hvor medarbejderne får mulighed for at sætte flere ord på deres svar - både når det går godt, og når der er plads til forbedringer.

- Tal med dine medarbejdere. Det er super vigtigt, at de føler sig hørt og anerkendt, når du vil beholde dine talenter og skabe gode rammer for god performance, fortæller Benali og fortsætter.

- Hvis I har en kultur, hvor I er vant til at lave løbende (feedback) samtaler, kan det også tage lidt af brodden af en svær samtale - både for leder og medarbejder - om for lav performance. De løbende samtaler skaber psykologisk tryghed, der er særligt vigtigt, når der er svære emner på bordet.

Læs også Psykologisk tryghed er afgørende for at mindske stress 

3. Inkludér dem, der vil være en del af jeres kultur

Husk også at handle på den feedback, dine medarbejdere serverer for dig.

- Når du vil skabe resultater, er det ikke nok kun at lytte. Undersøg muligheden for at imødekomme dine medarbejderes behov og ønsker for at skabe bedre rammer for at øge deres performance. F.eks. hvis en medarbejder ønsker at arbejde koncentreret hjemmefra x antal dage om ugen, fortæller Benali.

- Der er ikke en one size fits all løsning, når vi snakker om kultur. Men det gælder om at skabe en kultur, der inkluderer dem, der gerne vil være en del af netop jeres kultur, afslutter Benali.

Læs også Sådan øger du dit teams performance 

 

Hold dig opdateret med vores gratis nyhedsbrev

Rise & Shine-nyhedsbrevet er for HR og ledere, der vil frigøre det fulde potentiale i deres medarbejdere. ⭐

Udfyld formularen nedenfor, og modtag Rise & Shine!

Del siden: